Generationer svigtet af systemet

En borger har sendt os vedkommendes livs historie til Behandl os ordentligt. En sandfærdig historie fortalt af en borger i Danmark. Behandl os ordentligt har personens kontaktinfo og dermed tilladelse til at bringe historien her

Denne historie er endnu et tegn på svigt fra systemets side overfor en borger ikke kun som barn men så sandelig også som voksen

Her er borgeren historie:

Jeg er er vokset op med en kærlig mor, men voldelig alkoholisk far, der alligevel var sjov og kærlig.  For eksempel var jeg som 4-årig ”med til at lave bil” og fik lov at slå store søm i brædder, når jeg ikke kunne være med til bilen. Elskede de timer med min far i garagen

Min mor fik tæv ofte, og blev hentet hjem når hun flygtede med min lillesøster og jeg. Da jeg var 8 flyttede vi på landet, uden naboer i høre vidde. Min mor faldt for en single mand fra landsbyen og så gik det slag i slag. I 71 holdt vi Sct. Hans for en masse fra landsbyen + mors “kæreste”. Den dag så min faster og jeg, min mor kysse med ham manden, men min faster valgte vi sku glemme det. Jeg var 8 og kan stadig se det for mig. Min søster og jeg blev sendt på ferie hos farmor og farfar i København resten af den sommer

Da vi skulle hjem og starte i skole, kørte min faster forkert. Det gjorde hun så bare ikke! Vi kørte til en ny bebyggelse i byen, hvor min mor og nu – kæreste, ventede i køkkenvinduet. Mine dyr, hund, katte, kaniner, høns og to grise, var væk. Det var min far også (jeg elskede min far, og vidste ikke at han slog min mor, og havde jo set min mor kysse en anden). Min lillesøster var heldigvis for lille til at have det skidt med noget af det. Jeg var lige blevet 9 år inden vi kom fra ferie, og skiftede da skole, for 3de gang. Fra en lille skole, en lille klasse med 11 børn, til en stor skole med 28 i klassen

Gisp. Min stedfar og jeg startede krig med det samme, og det tog jeg nok med i skole. Har sikkert være et forfærdeligt barn. Nå, jeg bliver 10 i juli og i september bliver vores nye lillebror født, og det er, så synd for min far (i mit hoved) Han drikker stadig, og kan ikke finde ud af noget. Henter min søster og jeg til weekender og udspørger os. Græder og truer med sit haglgevær ved siden af sig. Min mor og kæresten skal dø, så vi kan bo sammen med ham, og vi skal ikke være bange!!! Min far møder en dame, og de ender med at slås, snart hver gang vi er der, så det ebber stille ud, for min mor vil ikke aflevere os. Kan huske mange pinlige situationer i opgangen, de fredage. Kun jeg tager i det skjulte afsted på besøg hos min far

Hjemme hos mor og de andre, bliver stemningen mellem stedfar og jeg bare værre og værre. Han er det vredeste, sureste og mest moralske menneske at bo sammen med som barn og det gik ikke godt. En dag blev jeg sat af på ungdomspensionen – kan du ha det godt, vi ses snart, sagde min mor. Under 2 kilometer hjem. Der boede jeg fra jeg var 15 til 17, vi sneg os på værtshus, åd søsygepiller og havde det vildt sjovt. 17 år gammel og ud på et klubværelse

Begyndte at ryge hash og gå meget på druk. Havde ældre venner og livet var “fint”. Min mor bad ungdomspensionen om “ikke at slippe mig når jeg blev 18. Det skulle de nok lade være med, jeg sku jo hjælpes til at tage en uddannelse, selvom jeg lige var gået ud af skole” 1 måned efter blev jeg 18, blev afskrevet fra ungdomspensionen og ”blev voksen” og tog på ungdomshøjskole i Jylland. Fik gode venner, tog lidt rundt hos dem og bestemte jeg sku bo derovre

Min kusines, mand og baby tilbød jeg ku bo hos dem i Silkeborg. Jeg startede på VUC mekaniker, og begyndte at tænke at jeg skulle noget med mit liv. Droppede hash og druk. Så flyttede min kusine og baby, uden at sige det. Jeg opdagede manden var stiknarkoman, og en måned efter tog jeg færgen hjem, med alt mit tøj i plastikposer. Hjem til kontanthjælp og hashrygning. Fik tilbudt et værelse på alkoholikerhjemmet i byen, som den eneste hjælp fra kommunen

En far der stadig sloges med min stedmor, en endnu mere sur, vred og fornærmet stedfar og en udglattende, konfliktsky mor, og to højt elskede søskende. Løb ind i en fyr der var 4 år yngre end mig. Han viste sig at være voldelig, men først da vi var flyttet sammen. Han er stadig det menneske i mit liv der havde oplevet de største svigt. Hans mor og stedfar tog på drukture da han og lillebroren kun var 7 og 5. De blev sat på børnehjem flere gange. Når min kæreste som 10 år sku på weekend hos moren, var hun taget med stedfaren ud og sejle, eller var på druk i byen. Af og til var hun hjemme i de weekender og så fik han ofte tæv med det hun havde for hånden

Vi havde 13 år med trusler om at slå mine 2 katte ihjel, eller mine søskende og mor, hvis jeg skred. Derfor trak jeg mig længere og længere væk fra familien. Og af skam over blå øjne og ødelagte briller, forstuvede håndled osv. Jeg var skæv altid, fra morgen til morgen. I 88 døde min lillesøster. 3 dage efter en hjerneblødning, fik vi lov at slukke for hendes respirator. Mor begyndte at drikke, og min 14-årige lillebror blev helt glemt af både sin mor og sin far, og kom mere og mere hos mig og min voldelige kæreste.  jeg sejlede videre i min skævert

Min bror og jeg begyndte at ryge hash sammen og det hele gik af H til. Ingen af os fik hjælp til at fungere. Jeg fik 2 aborter, for kæresten sku ikke ødelægge deres liv også. 3de graviditet valgte jeg at beholde barnet, for min samvittighed, og ønsket om min egen familie vinkede forude. Datteren blev 1 år og mens jeg fik et par på hovedet, hvor min bror forsvarede mig, med datteren mellem vores 6 ben,  fik jeg endelig modet til at sige hendes far skulle flytte. Endelig blev mit liv nogenlunde. Men stadig på kontanthjælp, stadig skæv hver dag

Røg ikke når datteren var tilstede, men var en 24/7 skæv mor. Passede mine aktiveringer, som jeg selv bad om, når jeg blev træt af at gå hjemme. I 95 mødte jeg en ny, ikke voldelig fyr men han tog meget speed. Han fik besked på at stoppe hvis vi sku være et par, og lynhurtigt skiftede han det ud og endte med at ryge ligeså meget hash som jeg. Min lillebror var blevet narkoman, med den kriminalitet der følger med, og røg ind og ud af fængslerne. Jeg hjalp så godt jeg kunne, med penge, frimærker og besøg

I 2000 blev min datters far alvorligt syg uden at vi vidste det. Han havde i mellemtiden fået et barn med en af mine tætteste veninder, og var flyttet til Norge med en 3de. Uden at fortælle min datter eller jeg det. Da han 3-4 mdr. senere kom hjem fra Norge, var han sammen med vores datter hjemme hos os nogle gange og blev så ellers væk. En opringning fra en veninde om, at skulle min datter nå at se sin far inden han døde skulle det være nu. Han havde holdt sig væk, så vi ikke kunne se ham sygne hen af forskellige cancerformer

Jeg og moren til datterens søster, tog på sygehuset og så ham, og det var forfærdeligt. Sidst jeg så ham vejede han 100 kg, i sygesengen vejede han under 50. Og spillede luftguitar, mens han røg smøger med rygeforklæde på. Canceren havde nået hjernen og den slog fra så han ikke anede hvem vi var. Men datteren sku jo vel se ham, så vi tog på sygehuset med min kæreste, der tog datterens far med ned i cafeteriet (han var klar i hovedet, den dag) Datteren ville ikke se på ham, han kunne ikke holde sit hoved, vejede ingenting, havde klap for øjet og lignede og lød slet ikke som hendes far. 10 dage efter var han død

Min datter gik i stykker. Han havde sviget hende så meget, taget hårde stoffer mens han havde hende på weekender, og meget andet.  Men som min far, var hendes også sjov og meget kærlig og nærværende i gode perioder

Jeg løb spidsrod med systemet for at få hjælp til hende. Det lykkedes et par gange, men så stoppede psykologerne, og ved 3de psykolog ville hun ikke mere. Mit hjerte græd når hun græd. Det var tit. Min 10 årige datter begyndte at trøstespise, og blev overvægtig, og drillet, og græd videre. Og vi, de voksne var skæve. Hun tiggede og bad om lillebror eller søster, vi havde jo mistet min søster, datterens gudmor, hendes far, og vi havde ingen tilbage

Jeg smed p-piller, og hendes lillebror blev født i 2000, og samme dag stoppede jeg med at ryge hash Yeah. Sønnen er født med en øjenlidelse der gør at han ikke ser som vi andre, og et manglende center i hjernen, der gør, at når andre klatrer 10 meter op i et træ, klatrer han 20. Han har ingen naturlige grænser, som sine jævnaldrende. Svære indlæringsevner, og skolen siger han mangler empati

2003, er hans far så doven og uhygiejnisk, at samlivet stopper. Men han vil ikke flytte, så han får datterens værelse, og vi rokerer rundt på hele huset. Han overser vores 3-årige søn og min nu 13 årige datter. Han ser porno på pc mens hun er tilstede, når jeg ikke er hjemme og efterlader beviser på onani. Han vil stadig ikke flytte, og jeg kan ”ikke bevise noget” så datteren starter på efterskole som 14 ½ årig, og kommer væk, i hvert fald et års tid. Han har IKKE rørt min datter fysisk, ved jeg nu, men psykisk

Min mor har nu haft cancer i 2 år og gået gennem kemoterapi og stråler, gennem håb og angst. Min søde lille mor, som jeg har fået snakket ud med, og nu forstår meget bedre. Min bedste veninde er død af cancer. D 1 januar 05 bliver jeg ringet op af min lillebrors kone, Godt nytår siger hun – din lille bror er død i nat….. Hvis du ikke tror på mig får du lige betjenten i røret. ”goddag, siger han, din bror er død i nat og vi ved ikke af hvad, så han skal nok obduceres. Min bror er død i fængslet og de vil skære ham i stykker, blev et mantra den dag. Forældrene har fået samme besked og vi må være sammen. Det er et helvede. Igen. Min lillesøster og nu min lillebror. Ved jo godt at næste gang er det min mor

Jeg ved det. 2 måneder efter kan vi sætte min brors urne i samme urnegrav som vores søster, så er DE i det mindste sammen, og vi andre skal bare klare resten af livet uden dem.  Min mor dør d 27 oktober 05 og kommer til at dele plads med to af hendes børn. Min stedfar drikker, og græder. Kan ikke sove og har brug for mig når han ringer om natten, fuld og ked og ikke kan sove. Mange måneder går på den måde.  Midt i sorgen og skyld og vreden flytter min datter hjem til sin morfar (min stedfar) for at komme væk fra min x og ENDELIG flytter han selv. Så flytter hun hjem i et års tid og er nu 16 ½

Jeg er stadig på kontanthjælp, men i aktivering, et sted jeg bliver respekteret og gør nytte. Syr arbejdstøj og lærer at sy mere end jeg kunne i forvejen. Min søn er startet i skole og det går ikke godt. Han er ofte voldsom i udtryk og handling. Vi starter i familietilbud på skolen, det er så kun os der går der for hans far synes ikke der er noget galt, og modarbejder. Min datter deltager også af og til. Det bliver bedre og efter 2 år stopper de os. Min søn skal i 3. kl. og bliver visiteret til specialskole. Der er psykolog og sagsbehandler ind over. Vil ikke ha ham i skole i den anden ende af byen og har hyppig korrespondance og tlf. kontakt med alle instanser, men intet hjælper

Samarbejdet med hans far er næsten gået i stå, for han ryger stadig meget hash, svigter gang på gang og overholder meget få aftaler. Nu er sønnen 10 og vi starter på familieværksted. Det går meget bedre efter ca. 2 år, igen, og de stopper os. I mellemtiden har jeg haft kontakt til lokalpolitikere og klaget over jobcenteret der aldrig har sendt mig ud. Stoppet mig hver gang jeg søgte revalidering (grundet den lange årrække ”under kommunen”) De hørte mig, og gav mig lov at tage grundforløb på kontanthjælp. Det lykkedes at få taget en uddannelse som serviceassistent. Pendlet frem og tilbage mellem min by og Ishøj, fundet praktikplads, og kun fået det hele til at fungere fordi min datter var hjemme og hjalp til

Så kom den økonomiske krise. Havde ikke tid nok i fagforening og røg direkte på kontanthjælp. Igen

Min stedfar har nu mødt en sød dame, men vi kender stort set ikke hinanden, for vi ses aldrig, nu han ikke har brug for mig mere. D 11 juli 14 holder hun stor, 70 års fødselsdag og ungerne, svigersønnen og jeg er inviteret, og skal møde hendes familie for første gang

Da vi har været til fest i et par timer og maden er spist skal kaffen på bordet og jeg går ud og ryger. Min stedfar kommer også ud og går helt amok på mig, over alt muligt. Jeg bliver aldrig til noget, jeg gør aldrig noget, kan intet, har ingen penge g så videre. Han sabler mig helt ned. Og min snotunge af en søn… Dertil skal siges – min mor efterlod en stor arv, som jeg fra skrev mig efter stedfarens ønske, så jeg ikke sku leve af hendes penge, nu jeg var på kontanthjælp. Jeg sku nok får penge af ham, hen ad vejen, sagde han.  Så jeg skrev under, og fik ingen penge. Han gav mig det glatte lag, og var møg ondskabsfuld. Min søn og jeg forlod selskabet, min datter kørte os hjem og vendte tilbage efter sin kæreste

Flere dage efter fortæller min svigersøn mig, at min stedfar havde udtalt at jeg sku ha været død, og ikke min søster. Derefter har vi ingen kontakt haft siden

Nu er jeg mormor til en dejlig dreng, der lige er blevet 1 år. Min søn har ikke været i skole, snart 3 mdr. da han havde en voldelig lærer og skolen vil ikke gøre noget. Har bedt om hjælp til at få ham flyttet, men ingen succes med det heller. Så en 16-årig der sover hele dagen og vågen hele natten. En 16-årig, der med garanti kommer til at bokse med systemet som jeg har gjort. Heldigvis har datteren klaret en studentereksamen, og en pædagoguddannelse, trods hendes sociale arv og jeg er så pave stolt af hende

Da jeg ikke måtte være på systuen mere, sagde min sagsbehandler på jobcenter at jeg bare sku gå hjemme og så kikkede vi på hvad der så skulle ske?  Der gik ca. 7-8 mdr. med, ufrivilligt at gå hjemme. Til sidst fandt jeg på løntilskud. Bad sagsbehandler kontakte byens bibliotek, for jeg vidste de kunne bruge mig. Det gjorde hun ikke, så 1 måneds tid efter gik jeg selv derop og de sagde – ja tak, dig vil vi gerne have i løntilskud. Ringede til sagsbehandler flere gange og lagde besked om at hun skulle ringe tilbage, og hvorfor. Hørte intet. Så skrev jeg mails til hende og så lykkedes det. Jeg startede på biblioteket og var rigtig glad for det, selvom jeg kun tjente 50 kr. pr md udover kontanthjælpen

Da de 4 mdr. var slut og jeg ikke kunne være der længere, kneb jeg en tåre på vej ned af trappen, for endnu engang blev jeg kontanthjælpsmodtager. Anede ikke at grundet løntilskuddet, skulle jeg starte helt forfra med at søge, og røg derfor ind under de nye regler., med f.eks. kun 4 ugers ferie og ikke 5. Har fået knogleskørhed og bedt min sagsbehandler om at få mig i afklaring eller udredning, efter IGEN, at have gået hjemme i for lang tid.  Vupti, så blev jeg sendt videre til aktivering hos en privat aktør, der nu har 400 tunge borgere fra min by og opland. Vi skal i ordinært job, så aktøren kan få sin bonus pr person. Bare finde et arbejde 5 – 6 timer om ugen. Vi er mange frustrerede, der har været i jobcenterets og systemets kløer i mange år

Jeg bliver dårligere og dårligere, men min læge siger, at man ikke kan ha ondt i knogler, før der er knoglesammenfald, og jeg bare skal tage panodil og ibuprofen. Da knogleskørheden blev konstateret sagde min læge, at jeg skulle sørge for at gå til træning, for at træne stærke muskler op til at støtte mine svage knogler. Men læge og jobcenter siger det er den anden der skal henvise mig. Nu er de så endelig blevet enige om, at jeg ingen økonomisk støtte skal have. Så træning, er en by i Rusland. Skole for min søn, det samme. Overvejer af og til om det hele har været det værd.

Og og var slet ikke meningen min historie skulle ha været så lang, men det greb om sig. Lidt ligesom kampen mod systemet. Og lidt ligesom livet. Tak. Hvis nogen nu skulle læse det her

Den tilsendte historie ender her, men Behandl os ordentligt har et ønske om, at flere af den slags historier kommer frem og vi egentligt får set, hvor meget systemet har svigtet gennem tiden og hvorfor det er vigtigt vi tager hånd om dem som ikke får en god start i hjemmet som barn, men også hvor systemet er blevet af, når der skal findes job og muligheder til den enkelte som voksen

Sidder du inde med en historie som du godt vil dele med andre, så send den til os og husk du kan både være anonym som her eller med navn, det er helt op til dig selv

E-mail  boo@behandlosordenligt.dk