Et barn af systemet

Et barn af systemet har skrevet til Behandl os ordentligt. En sandfærdig historie fortalt af en borger i Danmark selv om vi kun forbinder den slags historier i udviklingslandene, men læs hvordan systemet igen og igen lader borgere i stikken og her er det et barn som ellers har krav på systemets hjælp og ikke dette.

Jeg er et barn af systemet, jeg kender ikke til andet, jeg er en af dem som medier, politikere og den alm dansker ikke siger eksisterer. Jeg vil meget gerne fortælle min historie, i håb om at åbne folks øjne, men jeg har ikke hverken lyst eller psyke til at stille mig på øretævernes holdeplads, så derfor vil jeg gerne være anonym. Ville i være interesserede i en fortælling om et barn der blev svigtet af det system der skulle gribe hende, og den videre fortælling om hvordan jeg stadig er fanget i systemet, uden udsigt til afklaring, uden tilbud om behandling. Jeg vil gerne overfor jer dokumentere at det ikke bare er en vild historie fra det mørke Jylland, men det er barsk læsning men det er mit liv i systemet på godt og ondt

Her er min historie

Året er 87 jeg ligger på gulvet i stuen krøllet sammen i fosterstilling, mens slagene hagler ned over mig. Dette er ikke unormalt, det er bare en del af hverdagen, som den har været i de sidste par år

Dagen efter i skolen kommer en klassekammerat hen til mig, han har kunne høre de tæv jeg fik, nede fra gaden af og meldt det til politiet. Der sker ikke mere i sagen, jeg finder mange år senere ud af at politiet havde kontaktet de sociale myndigheder og de havde snakket med min lærer og min mor og stedfar, men alle fortalte det samme, der er ikke noget galt, der er ingen der bliver tævet

Jeg slipper dog væk, i august 88 flytter jeg over til min far og hans nye familie, der går dog ikke mere end 6 mdr før han kl halv 11 om aftenen står og hamrer på min dør “pak dine ting, vi tager færgen kl 5 i morgen tidlig og du flytter hjem til din mor” Alt jeg havde bedt om var at skifte skole da min jævnaldrende søster var primus motor på den daglige mobning jeg måtte leve med både i og udenfor skolen

November 89 intet har ændret sig, tæv er en del af dagligdagen, mor kigger den anden vej, mens stedfar får afløb for sine aggressioner. Jeg har prøvet at ringe til børnetelefonen, de kørte mig bare hjem til flere tæsk, jeg stikker af konstant, er væk flere dage af gangen, tør ikke blive væk, tør ikke tage hjem, bor en stor del af tiden hos en veninde og hendes mor, de passer godt på mig, hvor ville jeg ønske jeg var født ind i den familie. Couchsurfing er hårdt når man er 13, men jeg får mandet mig op, får ringet til kommunen og tigger dem grædende om at finde et sted jeg kan være, alle andre steder er bedre end hjemme. Min første kontakt med kommunen en person er positivt, 3 dage senere har min sagsbehandler fundet en plads til mig på et lokalt børnehjem jeg flytter ind den 2 dec 89. 2 mdr senere får jeg et fødselsdagskort fra min mor “jeg har ikke længere en datter, du skal ikke kontakte mig igen” min far glimrer ved at glemme min fødselsdag igen det år. Jeg finder sammen med nogle af de andre unge på hjemmet, vi passer på hinanden, men vi er også det dårlige selskab for hinanden, det starter i det små med en joint på den lokale legeplads men der går ikke længe før vi sidder på vores værelser og drikker, ryger hash og sniffer lightergas helt åbenlyst, pædagogerne må have været både døve, blinde og uden lugtesans, for ingen griber ind.  Vi pjækker fra skole og stikker af fra institutionen og tager på druk ofte i flere dage i træk. Ingen reaktion fra pædagoger eller andre myndigheder

91 Børnehjemmet skal lægges om til småbørn, jeg er den sidste der flytter, de kan ikke finde plads til mig nogen steder, de sidste mdr bor jeg i en nedlagt afdeling og skal over i den anden ende af huset for at få fat i en pædagog, jeg klarer mig selv det meste af tiden, der er jo ingen der bekymrer sig om hvad jeg laver

Den næste tid er noget rod, jeg flytter fra institution til ungdomspension og videre til en plejefamilie, til sidst bliver jeg opgivet og parkeret på et værelse på KH 16 år gammel. Jeg forsøger selv på et tidspunkt at fikse mit liv men kommunen mener ikke at jeg skal ud med george stage eller på søfartsskole de klapper kassen i ligesom jeg har fået en plads. Tilbage i grøntsagsskuffen, ser jeg de næste år flyve forbi i en tåge af hash og alkohol, prostituerer mig for at få råd til forbruget der bare stiger og stiger. Jeg er i den periode tilknyttet forskellige tilbud for unge men ingen af dem tager fat i mig og giver mig den rusketur og hjælp jeg har brug for, da jeg fylder 18 er jeg igen på egen hånd

I 94 møder jeg en fyr, bad boy lige min type, vi flytter hurtigt sammen bliver gift og jeg bliver gravid, så viser han sit sande ansigt, da jeg er 5 mdr henne forsøger han at slå mig ihjel, min søn når dog at blive 4 mdr før jeg får vristet mig fri og forlader hjemmet med hvad jeg kan have på barnevognen. Jeg ender i en af kommunens familieboliger, og får ½ års tid senere en lejlighed via akutlisten. Har i mellemtiden fået ny kæreste og vi flytter sammen, de næste år er mit liv stabilt, jeg har mit hjem, mit barn, min kæreste og vores fælles hobby der holder mig igang, jeg drikker ikke længere, ryger lidt hash, men ikke mere end at jeg har behov for, for at kunne fungere, selvmedicinering er min eneste mulighed, jeg har på intet tidspunkt fået tilbudt afvænning, psykolog eller anden hjælp, har heller ikke mødt nogle krav om aktivering, uddannelse eller jobsøgning. Jeg starter på eget initiativ på et kommunalt kursus som it supporter, det er et tåbeligt kursus, vi sidder med for længst forældede styresystemer og det vi lærer har ingen eller meget lidt praktisk anvendelse i den virkelige verden, jeg gennemfører ikke da jeg ikke kan finde en praktikplads, selvom jeg sender et ton ansøgninger afsted

Det holder omkring 7 år før forholdet til min daværende kæreste går i stykker og jeg ender med endnu en badboy, igen falder jeg i hullet, alkohol, hash, coke, amfetamin og tæv. min søn bor hos mig og selvom jeg i perioder er en supermor der både laver mad fra bunden og bager kager, er der aldrig langt til afgrunden hvor jeg finder trøst på bunden af en whiskey flaske med en pose coke i den ene hånd og en joint i den anden, i de perioder er jeg en elendig mor, jeg kan ikke overskue mit eget liv og da slet ikke at være mor. Filmen knækker fuldstændig da forholdet går i stykker, jeg går ned, helt ned, forsøger at tage mit eget liv, det lykkedes ikke, der er dog ingen der opdager det, da jeg ikke bliver “fundet” men vågner op dagen efter og må konstatere at jeg er så uduelig at jeg ikke engang kan slå mig selv ihjel, det forhindrer mig dog ikke i at prøve et par gange mere, med samme elendige resultat. Mit liv er præget af depression og angst, når det er værst kan jeg ikke engang komme ud af sengen, jeg får ikke tjekket post, en pludselig lyd på gangen sætter hele min krop i alarmberedskab, jeg går helt i sort, huslejen bliver ikke betalt og vi er ved at ryge ud af lejligheden

Heldigvis får jeg en fantastisk familie rådgiver der får reddet min bagdel, så vi kan blive i lejligheden, og sparket nok til kommunen til at jeg endelig får en psykologhenvisning, 10 samtaler too little and too late. Vi når kun at få taget fat i det der lige plager mig her og nu, men det hjælper nok til at jeg får halet mig selv op af hullet igen, og ikke et sekund for tidligt for jeg er blevet gravid med mit andet barn. Jeg graver dybt og finder styrken til at tage skeen i den anden hånd, og får rejst mig og kravlet væk fra afgrunden. Kommunen får mig langt om længe smidt afsted til udredning på psyk, jeg har en emotionel personlighedsforstyrrelse, præget af depression, paranoia og angst. Min psykolog har udtalt at jeg skulle have været fanget af systemet og have haft hjælp allerede som teenager, den manglende behandling har kun gjort tingene værre. Meget lort kunne have været undgået hvis jeg havde fået den rette hjælp tidligere

En afklaring af min situation er stadig lysår væk på trods af at jeg har været i systemet siden mine teenage år. Så når nogen påstår at KH er en midlertidig ydelse så kan jeg ikke tænke andet end bull****, i ved ikke hvad i taler om. Nu er der jo nogen der vil tænke “hvorfor har du ikke bare taget en uddannelse” tja, jeg kunne ikke engang gennemføre 8 kl, jeg har ikke haft nogen form for støtte til at komme videre, og ja der sidder jo nok nogen som mener at jeg bare skal tage mig sammen, det er nemmere sagt end gjort, når man kun har sig selv til at heppe på en og resten af verdenen fortæller en at man er mindre værd end alle andre, at man er uduelig, umulig og aldrig bliver til noget, “du er dum, dorsk og doven” som min stedfar altid sagde. Det tærer på selvtillid, selvværd og hele ens opfattelse af hvem man er som menneske, man bliver langsomt men sikkert brudt ned til et ligegyldig væsen der burde stoppe med at trække vejret så der er mere luft til andre

Kort før jeg bliver gravid med mit andet barn, bliver jeg tilknyttet jobcenteret, han fylder snart 5 og i de mellemliggende år er der intet sket i min sag. Jeg kan ikke blive indstillet til ressourceforløb, for der er jo intet der er blevet afprøvet for at få mig tilknyttet til arbejdsmarkedet. /doh

Jeg har for nyligt fået en mentor, 45 min hver anden uge. Hun er vældig sød, men hverken hun eller jeg kan se hvad det skal gøre godt for, hun har ikke kompetencer til at hjælpe mig tættere på arbejdsmarkedet, eller få min hverdag til at glide nemmere, faktisk er hun lidt et forstyrrende element der hver anden uge river mig ud af min vante gang i 45 min, selvom jeg synes godt om hende, rammes jeg af angstanfald hver gang jeg skal afsted. IMO er det spild af tid og penge, for det ændrer næppe noget i min sag ud over at jeg nu kan sætte dato og klokkeslæt på et af mine angstanfald. Og nej hun er ikke farlig, det ved jeg godt rationelt set altså, men det fatter min forstyrrede krop ikke og den går i panik hver gang

Jeg er i dag 41 år bor alene med mine 2 yngste børn ældste er flyttet hjemmefra og kæmper nu sin egen kamp i et system der ikke tager hensyn til diagnoser og andre problemer, jeg hjælper ham hvor jeg kan, jeg har jo immervæk noget erfaring med at navigere i systemet og håber at jeg i det mindste kan hjælpe ham til en hurtig afklaring så han ikke ender som jeg selv

Mit liv hænger sammen selvom det er langt fra det liv jeg drømte om som barn, jeg har daglige angstanfald og depressionen lurer lige om hjørnet. Jeg har fundet en måde at klare hverdagen, stille og roligt, presser ikke mig selv mere end jeg kan klare, fokuserer på at give mine børn en god opvækst og en bedre fremtid

Min situation er som mange andres blevet yderligere forværret af KH loftet, Vi kan lige blive i vores hjem igennem 13 år, men det er en stakket frist for om et år kan børnepengene ikke længere dække hullet og vi bliver nødt til at flytte, hvorhen ved jeg ikke. Jeg har i alle de år jeg har boet her søgt efter noget andet, både indenfor kommunen, hvor jeg pt står som når 4xxx til noget billigere og uden for kommunen, men det måtte jeg droppe da min bopælskommune ikke vil låne mig til indskud da det er uden for kommunen, og tilflytter kommunen kun vil låne mig hvis jeg allerede er bosiddende i pågældende kommune, banken er slet ikke til at tale med. Så vi sidder fast her i en lejlighed der er alt for dyr og uden mulighed for at flytte, jeg gør hvad jeg kan for at mine børn ikke skal mærke hvor slem situationen er, men jeg må erkende at min lunte er kortere, jeg græder mere, og med minus på kontoen er det umuligt at undgå at de bemærker at vi ikke kan gøre det samme som kammeraterne. Tanken om at de risikerer at blive anbragt hvis jeg ikke finder en anden lejlighed, tærer på mig, jeg har jo first hand erfaring med hvor godt systemet er til at tage vare på børn. Jeg har set mange sølle skæbner på min vej igennem det system der skulle være der til at gribe dem der ikke selv kan klare sig, eller bare lige har brug for en hjælpende hånd til at komme ovenpå og videre

Der er en grund til at vi beundrer de mennesker der har formået at rejse sig fra ruinerne af en håbløs opvækst. Det er beundringsværdigt fordi det er så forsvindende få der har styrken til at gøre det

Jeg er ikke en af dem, og i år kan jeg så fejre mit 27 års jubilæum med systemet

Tillykke tillykke vi blæser dig et stykke

Skriv venligst din historie til boo@behandlosordenligt.dk