 |
|
|
 |
|
I en debattråd på Facebook beskrives måden arbejdsløse behandles på således:
Nej, det er nok slet ikke sådan, at hvad som helst bare kan ties ihjel. Og jeg er faktisk enig med dig i, at det er ondskab, vi taler om her. Det ord er ikke for stort. Og over for den, mener jeg, at tavshed er uansvarlighed, der tenderer selv at blive ond i al sin passivitet, lidt som Simon og Garfunkel synger om i "the Sound of silence". Jeg synes, at der er en pointe i at tale om et socialt system inde i samfundet, hvor skæld ud og det at blive talt til, som var man nederst i en kaste, er den fremherskende tiltaleform på en helt anden måde end i de fleste andre af samfundets sociale systemer. Der ligger også en nedladende kommunikation i arkitekturen og organiseringen omkring de arbejdsløse. Man kan ikke bestille tid til en samtale. I stedet får man besked på at møde op på et bestemt tidspunkt ( i et brev fyldt med trusler om, hvad er sker, hvis ikke...). Så møder man op sammen med alle de andre "tabere", hvor der ikke er et venteværelse, men blot nogle tarvelige stole ude på gangen. Sådan en iskold stenopgang, hvor alt runger, bare man hoster. Ingen kaffe, intet vand, ikke engang en lille kiks. Man ved ikke, hvor længe, man skal sidde der og vente. Og man ved ikke, hvem der har ansvaret for forholdene, man venter under. En ansat kommer med jævne mellemrum ud og råber navne op og krydser folk af. "Nå!" siger han til en af de andre ind i den tavse forsamling, hvor man ikke har andet at lave end at høre, hvad han siger. "Kan det passe, du udeblev fra sidste samtale?" Den tiltalte svarer nervøst og forsøger at forklare med dæmpet stemme. Vi andre prøver at lade være at høre efter i et forsøg på at bevare lidt respekt over den anden tabers ret til et privat rum, men det er svært, når der ikke er andet at lave. Den ansatte må bede om den anden tabers personnummer, og selv om borgeren prøver at sige det lavt, kan vi alle høre det... På vej hjem går man måske ind i sin bank. Her er gulvet lavet af lækkert skibstømmer. Mens man venter på at komme til, kan man sidde i bløde sofaer, der står pebernødder i en skål, stearinlyset er tændt og dagens avis ligger fremme. Man er det samme menneske, samme dag, samme by - men alene arkitekturen får en til at føle sig forskelligt til mode inden i. Den ene bryder ned, den anden bygger op, og det allerede inden man har talt med et menneske i de to respektive systemer. Jeg kan godt se pointen med at tale om forskellige sociale systemer i samme samfund. Men alligevel, så synes jeg ikke, man kan adskille de forskellige systemer med vandtætte skotter på samme måde som biologien skelner mellem arter og afarter, der kan eller ikke kan parre sig med hinanden. Nazisme og socialdemokratisme. Først og fremmest synes jeg at se en uhyggelig ensartethed i den nedladende mistillidskommunikerende måde arbejdsløshedssystemet er skruet sammen på ala DDR, og så den måde arbejdsløse omtales ukritisk på af journalister og politikere og folk fra DA. Ondskab har mange gevandter. Den kan være som element i den socialdemokratiske velfærdsmodel, den kan være i højreekstremisme, uden at socialdemokrati og højreekstremisme dermed bliver et fedt. Man må se bag om gevandterne for at få øje på den. Men ondskab i sig selv kan være svær at analysere. Den er tilsyneladende dum og primitiv, også når den ikke tager sig sådan ud. Men den er. Den er ikke død, og vi må ikke blive sløve i hovederne og holde op med at pege på den eller vende det blinde øje til... det sidste tror jeg nu også, vi kan blive enige om :-)
Christina Balslev
Fundet og sat i 'Kommentar'
AF: Lalia
Lailas klumme
For det meste nyder mennesker at få ret, men der findes undtagelser. Nogle gange ville man bare ønske, at man havde taget fejl. Når jeg i årevis har skrevet om, at holdningen til førtidspensionister bevægede sig i en farlig retning, så håbede jeg, at jeg tog fejl og at folkestemningen mirakuløst ville vende og bevæge sig i en mere human retning.
Jeg har mange gange nævnt, at vi var inde i en udvikling, hvor det blev mere og mere legalt at sparke nedad og skyde skylden for alverdens ulykker på førtidspensionister.
Nogle har sagt, at jeg skulle lade være med at overdrive, og at jeg ikke skulle tage det alvorligt, når førtidspensionister i debatter blev kaldt nassere, igler og lignende. Jeg ville af hjertet ønske de som sagde sådan havde fået ret, at mine forudsigelser og advarsler blot var fantasifostre opstået i min hjerne. Sådan er det bare ikke gået.
Tværtimod er der sket det, at den hadske stemning, der var mod os i primitive debatter, som dem der konstant kører på 180grader.dk, nu har spredt sig til store dele af befolkningen, og denne hadske stemning er i høj grad hjulpet på vej af landets politikere.
Mange af os var lykkelige den dag, vi fik en såkaldt rød regering, for vi håbede, at der så ville blive ført en politik, der gav større lighed og retfærdighed. Hvor blev vi dog fælt skuffede!
I årene med en borgerlig regering blev det sværere og sværere at være førtidspensionist. Specielt de af os der har de laveste ydelser oplevede, at det blev vanskeligere at få pengene til at slå til. Op til finanskrisen, hvor resten af samfundet væltede sig i et nærmest svinsk overforbrug, fik vi mindre og mindre at handle ind for. Men ingen ville høre, når jeg og andre førtidspensionister prøvede at råbe op om uretfærdigheder som satspuljen og gensidig forsørgelsespligt, som er noget af det, der ødelægger økonomien for mange. Ingen ville høre, når vi skrev om de store forskelle, der er i de beløb førtidspensionister får. Ingen ville høre på noget som helst.
Derfor vejrede jeg og andre morgenluft, da det viste sig, at Danmark fik en rød regering, men vi blev slemt snydt og gik fra asken til ilden. Inger Støjbergs parkeringsretorik blev ikke lagt på hylden, men blev i stedet taget frem, finpudset og brugt igen og igen af de nye ministre. Der blev lavet mærkelige politiker-stunts, der ”beviste” at der ikke findes fattigdom i Danmark. Der blev pustet til den ild, som indre svinehunde elsker at varme sig ved.
I går kom så skatteminister Thor Möger med sit udspil til en skattereform. Han snakkede om leverpostej, kedeldragter og orange veste og gjorde meget ud af at fortælle, at denne skattereform er for de som arbejder. Han pustede endnu engang til den ild, der brænder sig som en kile ned gennem det danske samfund og deler mennesker op i de nyttige og de besværlige.
Thor Möger får støtte fra store dele af befolkningen, for det er så dejligt at have et sted at placere Sorteper. Det føles så godt at vedtage, at der er en befolkningsgruppe der intet fortjener, fordi den helt selvforskyldt intet yder. Og det føles godt at glemme, at man ikke selv er usårlig, at det en dag kunne blive en selv, der blev slået til jorden af arbejdsløshed, sygdom eller ulykke.
Nu afventer vi hvad denne skattereform, og alle de andre reformer de truer med, bringer. Sikkert er det, at det ikke bliver nemmere at være syg og på førtidspension. Svinehunden knurrer ildevarslende. Hvor længe mon der går før dens tænder sidder i vores kød?
©Laila Ammitsbøl – 19. januar 2012
|
|
 |
|
|
|