Jeg har skrevet to kronikker, der begge har været offentliggjort i Frederiksborg Amt Avis. Kronikken om seniorjob blev trykt næsten uændret, mens jeg blev nødt til at forkorte kronikken om Bermuda-trekanten. Jeg synes begge omhandler emner, der har interesse for andre end ledige i det tidligere Frederiksborg Amt.
kronikken også blev sendt til adskillige byrådspolitikere i kommunerne i det gamle Frederiksborg Amt samt folketingspolitikere valgt i Nordsjællandskredsen. Bermuda-kronikken er desuden sendt til medlemmerne af Folketingets beskæftigelsesudvalg, så ingen af de politikere vil fremover kunne sige, at de ikke vidste noget. De har haft muligheden. Jeg har fået positive reaktioner på begge.
Som du nok har bemærket, har jeg valgt ikke at sætte navne på a-kasser, jobcentre eller andre aktører i Bermuda-kronikken. Ikke fordi jeg er bange for at hænge nogen ud, men fordi jeg umiddelbart mener, det er hele arbejdsløshedssystemet og ikke nødvendigvis alene de enkelte brikker i spillet, der skal sættes ind mod.
Venlig hilsen
Jørn Jensen
Hillerød
Stigende behov for seniorjob
Kommunernes pligt til at skaffe job til ledige over 55 år kan blive en bombe under økonomien, når et stort antal ledige mister retten til dagpenge.
Af Jørn Jensen
Hvis ikke et nyt flertal i Folketinget ændrer dagpengereformen, risikerer et stort antal ledige 1. juli 2012 at miste retten til dagpenge. [Regeringen og Enhedslisten har siden kronikken blev skrevet udskudt tidspunktet med et halvt år. Red] Hvor mange det gælder, hersker der stor uenighed om. Under alle omstændigheder stiller det kommunerne i en vanskelig situation, for nogle af disse ledige vil kunne stille et særligt krav til kommunerne: Skaf mig et arbejde til fuld løn i op til fem år.
Det drejer sig om de ledige over 55 år, som har betalt til deres efterløn, men endnu ikke er gamle nok til at gå på efterløn. Såfremt den ledige ønsker det, har vedkommende ret til et kommunalt job til almindelige løn- og arbejdsvilkår inden for området. Denne ret fastslår lov om seniorjob fra 2006. Den ledige kan sammen med sin kommune finde et job, der passer til vedkommendes interesser og kvalifikationer, og som har et rimeligt indhold.
42 millioner kr. til løn
Med afkortningen af dagpengeperioden vil et stigende antal ledige miste dagpengeretten, og seniorjobordningen vil blive brugt mere end i dag. Så langt kan jobcentrene og kommunerne i det tidligere Frederiksborg Amt blive enige. Men når det gælder forventninger og forberedelser, står de enkelte kommuner og jobcentre langt fra hinanden. Helsingør Kommune og Fredensborg Kommune og til dels Gribskov Kommune har gennemført selvstændige analyser og forventer langt flere ledige i den pågældende aldersgruppe end de øvrige kommuner i det tidligere amt.
Helsingør forventer, at omkring 150 ledige til sommer vil kunne benytte sig af muligheden for et seniorjob. Selv om kommunerne får et tilskud fra staten på 120.000 kr. årligt for at oprette et seniorjob, skal kommunerne selv punge ud med resten af lønnen. Med et lønniveau på 400.000 kr. årligt per stilling vil det betyde, at en kommune som Helsingør får ekstraordinære udgifter på 42 millioner kr. Ganske vist skal de ledige betale skat til stat og kommune, men alligevel vil det blive en betydelig udskrivning for kommunen.
Markante forskelle
For at imødegå denne udvikling har Helsingør ansat to jobkonsulenter, der udelukkende skal forsøge at få ledige i arbejde i private virksomheder, så det ikke bliver aktuelt med seniorjob i en størrelsesorden på 150. I øjeblikket arbejder fire-fem borgere i en seniorjobordning.
Fredensborg Kommune befinder sig i en lignende situation. Her vurderer man, at behovet for seniorjobordninger i værste fald ligger på 60 fra 1. juli 2012. Det kan betyde ekstra lønudgifter på over 16 millioner kr. I øjeblikket befinder tre personer sig i en seniorjobordning. Gribskov Kommune ligger med en forventning om ti ledige med behov for en seniorjobordning også relativt højt. Her har fire-fem personer aftalt en jobordning med kommunen.
De øvrige kommuner i det tidligere amt ligger noget lavere. Egedal, Frederikssund, Halsnæs og Rudersdal har slet ikke foretaget nogen vurdering af behovet for seniorjob, når et stort antal ledige næste år mister retten til dagpenge. Hillerød har vurderet, at fem personer sandsynligvis vil benytte sig af muligheden for at få et seniorjob. Allerød, Furesø og Hørsholm vurderer behovet for seniorjob til mellem tre og otte.
Slag på tasken
Det skal understreges, at alle fremtidige vurderinger kan kategoriseres som gætterier eller slag på tasken. De enkelte jobcentre og kommuner kan ikke trække oplysninger om, hvor mange ledige over 55 år, der har ret til efterløn, og som dermed kan komme i betragtning til et seniorjob. Hillerød har foretaget sine beregninger ud fra et notat fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Det samme har nogle af de andre kommuner.
Der findes forskellige beregninger for, hvordan ledigheden vil udvikle sig og dermed for, hvor mange der risikerer at miste dagpengeretten. Arbejdsmarkedsstyrelsen, der hører under Beskæftigelsesministeriet, har ingen offentligt tilgængelige tal. Styrelsen leverer tal og beregninger, når et ministerium som Beskæftigelsesministeriet eller Finansministeriet beder om det. Vurderingen fra den afgående regerings beskæftigelsesminister lyder på, at mellem 3.000 og 4.000 årligt risikerer at miste deres dagpengeret.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har analyseret sig frem til, at 38.500 forsikrede ledige risikerer at falde ud af dagpengesystemet i tiden fem uger efter 1. juli 2012, hvis de ikke finder et job inden 1. juli. Arbejdsløshedskassernes Samvirke har regnet sig frem til, at 23.000 ledige på årsplan ville falde ud af dagpengesystemet, hvis reglerne havde været gældende i dag. Ingen af beregningerne viser, hvor stor en del af disse ledige der vil have ret til et seniorjob.
Økonomisk lussing
Uanset hvilke beregninger, man bruger, og uanset hvordan ledigheden måtte udvikle sig frem til 1. juli 2012, virker det fuldstændig usandsynligt, at alle kommunerne i det tidligere Frederiksborg Amt har ret i deres beregninger. Forskellene er alt for store. Det kan ikke passe, at en stor kommune som Hillerød kun vil få fem ledige i aldersgruppen over 55, hvis Helsingør er helt oppe på 150 ledige i den aldersgruppe. En af vurderingerne må være forkert. Strukturen i de enkelte kommuner er næppe så forskellig, at det berettiger til så modsatrettede vurderinger.
Hvis Helsingør, Fredensborg og Gribskov har ret i deres beregninger, betyder det, at de står over for store udgifter. Men det betyder også, at de øvrige kommuner i det tidligere Frederiksborg Amt har skudt alt for lavt og dermed risikerer en kæmpe økonomisk lussing, når et langt større antal ledige over 55 år end forventet melder, at de gerne vil have en seniorjobordning.
Det virker grotesk, at de i forvejen pressede kommunerne skal bruge millionbeløb på at oprette stillinger til seniorer, samtidig med at de har skåret ned og afskediget på andre områder på grund af økonomiske stramninger.
Hvis de øvrige kommuner, der har foretaget vurderinger, får ret, bliver udgifterne ikke så store. Helsingør; Fredensborg og Gribskov kan i så fald glæde sig over, at det ikke blev så slemt som frygtet. Men udviklingen i ledighedstallene tyder desværre på, at Helsingør, Fredensborg og Gribskov ligger tættest på sandheden.
Aktiv indsats
Hvis man som ledig har interesse i et seniorjob, skal man selv gøre en aktiv indsats. Tidligst tre måneder før og senest to måneder efter den dag, dagpengeperioden udløber, skal man ansøge sin kommune om ansættelse. I den forbindelse kan a-kasserne hjælpe den ledige. Som tidligere nævnt arbejder man på normale vilkår, når det gælder løn, pensionsordning, ferie og lignende. Dog optjener man ikke ret til en ny dagpengeperiode, og man skal gå på efterløn, når ansættelsen ophører. Medmindre man har fundet et andet job i mellemtiden.
De ledige, der mister retten til dagpenge, og som ikke kan gå på efterløn eller førtidspension, risikerer at gå på kontanthjælp eller selvforsørgelse, som det hedder, hvis man skal leve af sin formue eller af sin ægtefælles indtægt.
Oversigt over de enkelte kommuner:
Nedenfor ses først hvor mange borgere, der i dag har en seniorjobaftale med den enkelte kommune. Dernæst følger jobcentrets forventning til, hvor mange der vil benytte sig af en seniorjobordning efter 1. juli 2012. Hillerød har beregnet behovet ud fra tal fra et notat fra Arbejdsmarkedsstyrelsen (AMS). Resultatet med samme beregningsmetode for de øvrige kommuner er angivet efter AMS. Kommunernes indbyggertal er rundet ned til nærmeste 1.000.
Allerød:
Nu: En. Forventning: Fem til otte. AMS: Tre til fire. 24.000 indb.
Egedal:
Nu: Ingen. Forventning: Ingen vurdering. AMS: Tre til fire. 41.000 indb.
Fredensborg:
Nu: Tre. Forventning: 60. AMS: Fire til fem. 39.000 indb.
Frederikssund:
Nu: To. Forventning: Ingen vurdering. AMS: Syv til otte. 44.000 indb.
Furesø:
Nu: Ingen. Forventning: Tre til fire. AMS: Tre til fire. 38.000 indb.
Gribskov:
Nu: Mindre end fem. Forventning: Ti. AMS: Fem til seks. 40.000 indb.
Halsnæs:
Nu: En. Forventning: Ingen vurdering. AMS: Syv til otte. 31.000 indb.
Helsingør:
Nu: Fire til fem. Forventning: 150. AMS: Seks til syv. 61.000 indb.
Hillerød:
Nu: En. Forventning: Fem. AMS: Fem. 48.000 indb.
Hørsholm:
Nu: Ingen. Forventning: Tre til fire. AMS: To til tre. 24.000 indb.
Rudersdal:
Nu: To. Forventning: Ingen vurdering. AMS: Syv til otte. 54.000 indb.
Om kronikken: Ovenstående blev næsten ordret trykt som kronik i Frederiksborg Amts Avis 26. september 2011. Som led i et aktiveringsprojekt undersøgte jeg, hvor rustede de enkelte jobcentre og kommuner i det tidligere Frederiksborg Amt er til at imødegå den situation, der kan opstå, når et indtil videre ukendt antal ledige over 55 år fra 1. juli 2012 (Nu 1. januar 2013) har krav på et job til fuld løn i kommunerne. Hvis de mister retten til dagpenge, har nogle af dem ret til at job på almindelige vilkår, indtil de kan gå på efterløn.
Jeg er ledig journalist i den aldersgruppe og vil efter al sandsynlighed benytte mig af seniorjobordningen, hvis ikke jeg finder et arbejde inden.
¤¤¤¤¤¤
Ledighedens Bermuda-trekant
Ledige i aktivering svømmer som skibbrudne frem og tilbage mellem a-kasse, jobcenter og såkaldt anden aktør.
Af Jørn Jensen
En ledig i dagens Danmark skal motiveres til at få et job. Sådan lyder mantraet fra politikerne og de institutioner, der har fået opgaven med at få ledige i arbejde. Men reglerne stammer fra en tid, hvor man relativt nemt kunne få et job. I dag skal flere og flere ledige søge færre og færre job. Alligevel skal ledige gennem møllen med samtaler i a-kasser og jobcentre og eventuelt i aktivering hos såkaldte andre aktører. Selv om VOK-regeringen fik afskaffet nogle af sine mest horrible aktiveringskurser, oplever vi ledige stadig, at motivationen består i at give os en så nedværdigende og ydmygende behandling, at vi hurtigst muligt forsøger at finde et job for at slippe for flere ydmygelser og nedværdigelser.
Når min a-kasse hver tredje måned indkalder til det obligatoriske vejledningsmøde, hvor jeg blandt andet skal dokumentere aktiv jobsøgning, sker det ved, at en A4-kuvert dumper ind gennem brevsprækken. Brevet indeholder 14 stykker papir, hvoraf nogle har tekst på begge sider. De første sider fortæller mig, at jeg skal booke et møde, og hvad der kan ske, hvis jeg glemmer det. Dernæst følger uddrag af bekendtgørelser, skemaer til jobplan og over mine ansøgninger samt en folder om jobsøgning. Desuden fortæller et par sider, hvordan jeg via nettet skal booke mødet. De sider ligner fuldstændig de sider, der dukker op, når jeg logger mig ind på a-kassens hjemmeside.
Skemaerne kan jeg selv printe ud fra hjemmesiden, så i virkeligheden behøver jeg kun en oplysning; nemlig mit samtalenummer. Resten har jeg i forvejen eller kan finde på hjemmesiden, så de fleste papirer bliver med det samme smidt i kommunens container for genanvendeligt papiraffald.
En enkelt gang modtog jeg en rykker, fordi jeg ikke havde booket inden for fristen, men jeg havde ikke fået nogen indkaldelse, og da jeg ringede for at forklare mig, fik jeg at vide, at flere andre også havde fået en rykker uden at have fået nogen indkaldelse, så det problem blev løst i al mindelighed.
Besværlige feriepenge
A-kassen plejer at svare på henvendelser. Ganske vist kan man hænge lang tid i telefonen eller vente nogle dage med at få et svar, men det plejer at komme, selv om oplysningerne ikke altid passer helt. En opgørelse om resterende feriedagpenge fortæller, hvor mange feriedage jeg har tilbage, og nogle gange får jeg at vide, at satsen for feriedagpenge lyder på DUMMY kroner per dag. Heldigvis kender jeg satsen. Den afviger ikke fra den sædvanlige dagpengesats.
Inden man overhovedet kommer så langt som at få sine feriedagpenge udbetalt, skal man ansøge om at få dem. Det sker ved at udfylde et tre sider langt skema, hvor man blandt andet skal svare nej til en række spørgsmål i stil med, om ens ægtefælle inden for det sidste år har modtaget udenlandsk sømandsindkomst. Konsekvensen af en sådan indtægt kender jeg ikke.
Kommunikationen mellem jobcenter og a-kasse kan halte engang imellem. Hvis jobcentret ikke har meddelt a-kassen, at den ledige skal i aktivering, kan der opstå problemer med udbetalingen af understøttelsen. Under normale omstændigheder, hvis man kan kalde ledighed en normal omstændighed, skal den ledige udfylde en blanket, der hedder AR272. Under aktivering skal man udfylde blanket AR235, men den kan man først finde på nettet, når jobcentret har givet a-kassen besked om aktiveringen. I nogle udbetalingsperioder skal man udfylde begge skemaer, men hvis aktiveringsskemaet ikke kan hentes, må man nøjes med at få normale dagpenge til tiden og vente med at få aktiveringspengene, til AR235 dukker op.
Det kan give forsinkelser i udbetalingen, så man må håbe på sin banks overbærenhed, når kontoen bliver overtrukket sidst på måneden. Det virker uhyre bureaukratisk, når det ikke betyder noget for størrelsen på understøttelsen.
Ensidige krav
For nogle år siden blev jobcentrene kaldt Arbejdsformidlingen. Dengang formidlede man arbejde, men det gør man ikke mere. Navnet blev derfor utidssvarende og ændret til det lige så misvisende jobcenter. Som om man centrerer en masse job på stedet. I dag bruger personalet det meste af tiden på at kontrollere, at de ledige opfylder en lang række krav om at stå til rådighed og til at sende de ledige over til private firmaer, der så skal forsøge at forbedre den lediges mulighed for atter at komme i arbejde.
Vi har et arbejdsløshedsmarked, hvor kun den ene part skal leve op til bestemte krav. Arbejdsgivere bliver ikke afkrævet nogen form for handling. Den ledige skal hver uge logge sig ind på jobcentrenes hjemmeside, jobnet.dk, for at bekræfte sin aktivitet som jobsøgende. Og ve den arme stakkel, der måtte glemme at bekræfte, eller hvis pc måtte gå ned. Så ligger få dage efter et truende brev med advarsler i postkassen, og tredje gang falder hammeren.
Den ledige skal lægge sit cv ud på jobnet.dk. Men stort set ingen arbejdsgivere bruger det. Det fremgår af hjemmesiden, hvor mange gange en arbejdsgiver har kikket på cv’et. I knap tre år har jeg ikke hørt om nogen, der har haft besøg af en arbejdsgiver. Selv troede jeg engang, at nysgerrige arbejdsgivere havde vist interesse, men det viste sig, at a-kassen havde logget sig ind som arbejdsgiver for at godkende mit cv.
En enkelt gang modtog jeg et tilbud om et job, hvor jeg kunne vælge mellem fire forskellige stillingstyper og tjene op til 70.000 kr. om måneden uden stort set at lave noget. En svindler, der havde udgivet sig som arbejdsgiver, fik gennem jobnet.dk adgang til adskillige e-mailadresser på ledige, der modtog ”tilbuddet”. Jobnet.dk måtte naturligvis rykke ud med en beklagelse af ikke at have kontrolleret arbejdsgiveren ordentligt. Det viste sig senere, at hoppede man på opfordringen, skulle man sandsynligvis stille sin postadresse og ikke mindst bankkonto til rådighed. De mange penge så man aldrig.
Jeg modtager tit en e-mail med beskeden: ”Din jobagent har fundet nye job, der matcher i Jobnet”. Oftest drejer det sig om relevante job, men det hænder, at jobbene intet har at gøre med mit fag som journalist. Novo Nordisk søgte engang folk med en medicinsk, biomedicinsk eller farmaceutisk baggrund, så jeg ved ikke, hvordan opslagene havnede i min indbakke. Ligeledes fik jeg et opslag om en stilling som producent til skuespilafdelingen på Det Kongelige Teater og Kapel. Et job der langtfra matcher mine kvalifikationer.
Senest opdagede jeg på jobnet.dk en annonce fra Hillerød Kommune, men da jeg klikkede på linket, blev jeg sendt til overborgmesterens afdeling i Københavns Kommune.
Jobcentrene kan ikke skaffe de ledige i arbejde, men forsøger at sende dem hurtigst muligt videre til en såkaldt anden aktør, der delvist overtager ansvaret og opkvalificeringen af de ledige, hvis de har mere end en grundskoleuddannelse bag sig.
Spild af tid
Ovenstående episoder og eksempler kan betegnes som irritationsmomenter i dagligdagen, men vi kan leve med dem uden at lide større skade. Det gælder ikke, når det drejer sig om de såkaldte jobsøgningskurser eller aktiveringsforløb hos andre aktører. De bliver af mange ledige sædvanligvis betragtet som spild af tid og nedbrydende for ens humør, helbred og selvrespekt.
Alt efter alder og længde af ledighedsperioden tilbyder de andre aktører kurser, der typisk varer fire til seks uger, men kan strække sig over en væsentlig længere periode. De følger et fast tilrettelagt forløb og består gerne af moduler på en uge ad gangen. Jeg har intet statistisk belæg, men vover alligevel den påstand, at under fem procent deltager frivilligt i kurserne. De fleste bliver sendt af jobcentrene, og de har næppe noget valg, hvis de fortsat vil have dagpenge eller kontanthjælp udbetalt.
Jobcentre og andre aktører har tilsyneladende sammensat deltagerne med så forskellige baggrunde som muligt. 19-årige på kontanthjælp, der måske om nogle måneder skal starte på en uddannelse, og tidligere rockerrelaterede hashpushere mødes med akademikere og håndværkere på dagpenge og fallerede virksomhedsejere. It-eksperter sidder sammen med it-analfabeter, der spørger: Hvor sidder ”ctrl S”?
På et af mine jobsøgningskurser blev nogle deltagere henvist til det lokale, hvor mit hold befandt sig, selv om deres navne ikke stod på deltagerlisten. De deltog tre dage i forløbet, hvorefter de modtog et arrigt brev om, at de risikerede at miste dagpengene, fordi de udeblev fra deres kursus. Det viste sig, de skulle have deltaget i andet forløb i et lokale længere henne ad gangen, men den interne kommunikation hos aktøren havde ikke opfanget fejlen.
Flere nystartede deltagere i et andet kursus havde i et nyhedsindslag på tv set, hvordan arrangørerne holdt humøret oppe hos sig selv: Når en medarbejder havde fået en aftale hjem, tog vedkommende en fjollet hat på og løb skrigende gennem lokalet for til sidst at ringe med en klokke og dermed sprede det glade budskab. I samme virksomhed kunne man risikere, at møder blev afbrudt ved, at muntre kolleger pludselig myldrede ind ad døren og kastede om sig med tøjdyr og plasticbolde.
Virksomheden betegner de ledige som kandidater. Som om vi tog en videregående uddannelse. Og det selvstændige arbejde med jobsøgning efter undervisningen kaldes jobklub. Et spøjst navn for en klub bestående af ufrivillige medlemmer, der netop ikke har noget job.
Kurserne indeholder et element af undervisning. De ledige lærer blandt andet at skrive endnu et cv, oprette telefonlister og hører om muligheder for efteruddannelse. Desuden møder man andre ledige og kan udveksle erfaringer. Så langt, så godt. Men undervisningen varer sædvanligvis kun nogle timer om formiddagen. Resten af tiden skal de ledige finde jobopslag og søge job. Med et vigende udbud af stillinger kan kun de færreste få en hel dag til at gå med det. De stirrer i stedet ud i luften eller glor ud af vinduet. De mere kreative bruger dagen på at udvikle deres evner til kabaler, blackjack og andre computerspil, mens andre spiller kort, læser en bog eller fletter julestjerner og guirlander. Facebook, auktions- og nyhedssider bliver flittig besøgt, medmindre en blokering forhindrer kontakt med hjemmesider uden relevans for jobsøgning.
Nogle foretrækker at sidde hjemme ved deres egen pc for at finde opslag og skrive ansøgninger, men det strider åbenbart mod aftalen med jobcentrene. Adskillige deltagere kalder det formynderisk at blive mødt med en sådan mistillid. De mener, de kan anvende tiden væsentligt bedre og mere fornuftigt hjemme, og det går i høj grad ud over deres humør at skulle sidde og vente flere timer på at kunne tage hjem. I flere tilfælde har kursisterne direkte bedt familien ikke at spørge om, hvad man har lavet eller til forløbet af dagen. Det vil kun skabe irritation og surhed over aftensmaden.
Et af argumenterne for at blive hjemme lyder, at man foretrækker at skrive ansøgningerne på sin egen pc og sende dem fra sin egen e-mailadresse. Potentielle arbejdsgivere kan se, at ansøgningen stammer fra en anden computer end ansøgerens egen. Mange ansøgere ønsker desuden ikke at have deres ansøgninger liggende på fremmede pc’er.
Selvfølgelig skal vi som ledige forsøge at komme i arbejde, men det virker grotesk at tro, at vi skriver flere ansøgninger ved at blive tvangsbænket foran skærmen hos en kursusudbyder. Vi står i forvejen til regnskab over for a-kassen, hvis vi ikke opfylder vores ansøgningskvote.
Aktiv internering
Nogle særlig uheldige befinder sig i intensiv aktivering. De skal i princippet i konstant aktivering, indtil de mister retten til dagpenge, og det kan vare mere end et år. De betragter det ikke som intensiv aktivering, men snarere som aktiv internering at skulle tilbringe måneder i beklumrede lokaler uden udsigt til et arbejde i den nærmeste fremtid.
De såkaldte andre aktører kan heller ikke skaffe ret mange nye job til trods for et angiveligt stort netværk af virksomheder, men aktørerne hjælper gerne med kontakt. Naturligvis lykkes det enkelte at få et rigtigt job, men mange andre må nøjes med såkaldt virksomhedspraktik. Det betyder, at vi må arbejde gratis for en arbejdsgiver i fire uger. Utroligt at ikke flere arbejdsgivere har opdaget den fidus. En anden mulighed hedder jobtilbud. Her kan vi få lov at arbejde gratis for en offentlig institution i op til et år. Det har nogle kommuner fundet ud af. De fyrer fastansatte og ansætter ledige i jobtilbud og sparer derved en del lønudgifter, når de ledige i jobtilbud kun skal have deres understøttelse.
Et flertal i befolkningen synes åbenbart, vi ledige udgør en doven og arbejdssky gruppe, der ikke selv kan finde ud af at gøre en aktiv indsats, men absolut skal motiveres med trusler og straffe.
Men et lille fyrtårn blafrer forude. Som følge af Finanslovsaftalen mellem regeringen og Enhedslisten skæres aktivitetsperioden fra fire til to uger, og intensiv aktivering afskaffes.
I aftalen står:
”Ledige skal hjælpes med en meningsfuld, helhedsorienteret og effektfuld indsats, hvor opkvalificering og jobfokus ikke må overskygges af unødvendige og ufleksible regler samt standardiserede tilbud.”
Med den i hånden må vi ledige i tvivlsomme aktiveringsordninger kunne møde op på jobcentrene og sige: Vi finder os ikke i det mere. Vi forlanger, at der bliver taget hensyn til vores behov og ikke til, at tilfældige andre aktører skal tjene penge på at gentage kurser, hvor vi sidder dagen lang på vores flade uden udsigt til job og venter på at miste dagpenge eller kontanthjælp eller kun har pension eller efterløn i udsigt.
Kan vi ikke det, har finanslovsaftalen ingen værdi.
Om kronikken: Ovenstående kronik blev i en forkortet udgave trykt i Frederiksborg Amt Avis 28. december 2011. Jeg bor i Hillerød, er uddannet journalist, ledig og har deltaget i flere "aktiveringsforløb".