Portræt af et udsat samfund

af Gert Poder

Hun blev kaldt »pigen med de frække øjne« og hun kom hver dag og spiste en hotdog i min pølsevogn på Nørreport. Det siges, at Lillian, som hun hed, var usædvanlig smuk som ung.

Nu er hun død.

Det samme er Ole, der var kæreste med min tidligere kæreste før mig. Han var ikke nogen stor mand, så nogen kaldte ham for Lille-Ole, men han havde et kæmpe ego og var altid stolt over at være en af Københavns hardcore flok af hjemløse.

Gadens Konger kalder deres ven Holger E. Henriksen denne brogede skare for i sin fotobog. Engang var han direktør for sin egen virksomhed med 3000 ansatte. Nu lever han helst blandt den brogede og aldrig kedelige flok af mennesker, der enten ikke kan eller vil bo lige som alle andre.

Dag efter dag i årevis har hans trofaste kamera fulgt deres liv – og for alt for mange – deres alt for tidlige død. Styrken ved Holger E. Henriksens bog er, at han fokuserer på livsglæden, på sammenholdet, på overlevelsestrangen og selvopholdelsesdriften.

Det hele krydres dels med fakta fra Sand, de hjemløses landsorganisation, dels af en stribe herlige og saftige anekdoter om Holgers oplevelser med gadens folk og deres uundværlige hunde.

Som dengang Røde Orm holdt vagt over Sabine, fordi hun havde drukket for meget. Om rødderne, der »befriede« Lars fra Bispebjerg Hospital eller da Frk. Nørby, Grønlands første uddannede kvindelige bilmekaniker, lappede Knasten sammen, efter at nogen havde pandet ham én på lampen.

Det er glæden, omsorgen og gadefolkets ressourcer, der er i centrum. Men Holger E. Henriksens fotos fortæller også om mennesker der har lidt en krank skæbne og tabt sine kampe. Folk der har knækket halsen ved svigt, mishandling og misbrug.

Det er lykkedes SAND at få en række boghandlere til at sætte denne på én gang barske og smukke bog i udstillingsvinduet og frem på disken, uden at de skal tjene en bøjet femøre på salget. Overskuddet går ubeskåret til de hjemløses sag, sammen med biblioteksafgift og andre indtægter.

Og Holger selv? Tjah, selv om han er oppe i halvfjerdserne, så passer han stadig godt på sine gadevenner, deler deres glæder og sorger.

I oktober overrakte den nye socialminister ham årets Hjemløsepris for indsatsen. Det imponerer ham ikke.

»Man må se mennesket bag enhver eksistens uden at vise forargelse og frygt eller være bange for det, vi ser«, skriver han i sin dedikation.

Så det gør vi. Tak for sangen, Holger.